Om Vesterport

Boligforeningen Vesterport er sat i verden for at give alle i Frederikshavn og omegn mulighed for at få en god bolig. Boligen har stor betydning for vore livskvalitet. Det er vores fundament, og det er her, vi føler os sikre og hører hjemme.

Derfor gør vi som boligforening meget ud af, at skabe et trygt og behageligt nærmiljø for alle vores beboere. Vi ønsker tilfredse beboere, og det opnår vi gennem god service i dagligdagen og ved at tilbyde kvalitetsboliger til fornuftig pris.

Fokus på grøn energi
Vi forsøger hele tiden at være på forkant med udviklingen og nye teknologier. Vi er blandt andet mere aktive omkring grøn energi. Energipriserne går sandsynligvis kun en vej, og derfor har vi installeret varmepumper i mange boliger, der kan holde varmeudgifterne nede, ligesom vi har installeret solceller rigtig mange steder. 

Velfungerende beboerdemokrati
Vi lægger stor vægt på at give beboere og medlemmer indflydelse på og medansvar for deres egen hverdag. De enkelte afdelinger har deres egne bestyrelser, som er valgt af beboerne og har medindflydelse på afdelingens forhold og foreningen som helhed. Desuden har medlemmer af foreningen, der ikke har en bolig i foreningen, også mulighed for at vælge repræsentanter til Vesterports repræsentantskab.

Boligforeningen er stiftet i 1946 og er i dag Frederikshavns førende almene boligforening. 

Bliv medlem af foreningen
For at kunne søge i Vesterport skal du være medlem af foreningen. Enhver, der er fyldt 15 år, kan blive medlem hos os under fanen indmeldelse eller henvende sig til administrationen. Det koster kr. 300,- at melde sig ind i foreningen, og medlemskabet er personligt.

Sådan søger du bolig
Når du er medlem, kan du søge en af Vesterports mange boliger ved at blive skrevet på opnoteringslisten. Det koster et årligt gebyr på kr. 100.-.

Du modtager herefter en pinkode, som du kan bruge her på siden under Login. Her kan du skrive dig op til en eller flere boliger, se de ledige boliger og få oplyst, hvilket nummer du har på ventelisten.

Når du søger bolig hos os, skal du oplyse dit medlemsnummer og størrelsen på den ønskede bolig, men det vil også være en fordel at fortælle os om ønsker eller krav til beliggenhed, boligtype, huslejeniveau og så videre. 

Vedligeholdelse
Vesterport gennemfører løbende større renoveringsarbejder i de forskellige afdelinger i samråd med afdelingsbestyrelserne, for altid at holde boligerne tidssvarende og af høj kvalitet.

Den løbende indvendige vedligeholdelse bestemmer beboerne selv. Vesterports repræsentantskab har vedtaget regler for vedligeholdelse efter den såkalde B-ordning. Det betyder, at der til den enkelte bolig er tilknyttet en vedligeholdelseskonto, hvor der løbende spares op til den indvendige vedligeholdelse af boligen. Du kan vælge selv at udføre vedligeholdelsen eller lade Vesterport stå for arbejdet. 

Reglerne indebærer også, at når du flytter i en bolig, er den ikke nyistandsat - du skal til gengæld heller ikke aflevere den som sådan, når du flytter. Dog skal misligholdelse altid udbedres ved fraflytning.

Råderet
Som lejer har du mulighed for at lave forbedringer og ændringer i din bolig - det kan eksempelvis være en renovering af badeværelse, eller hvis du sætter et helt nyt og bedre køkken op.

Du skal selv betale for forbedringerne, men hvis du flytter fra boligen, før forbedringerne er afskrevet, kan du i nogle tilfælde få nogle af pengene tilbage igen. Det afhænger af, hvad der er besluttet af bestyrelsen i den enkelte afdeling.

Den enkelte lejer bestemmer selv, hvad der skal forbedres, og skal også selv sørge for at få arbejdet udført.

Det skal være ændringer, der øger boligens samlede værdi, og du skal altid på forhånd søge om at gøre brug af din råderet, før du går i gang.

Vesterport Service
- Hvorfor gøre det selv, når vi kan hjælpe dig.
En af fordelene ved at bo i Vesterport er, at vores håndværkerafdeling altid står klar til at hjælpe. Vi hjælper med malerarbejde og står for den løbende vedligeholdelse af bygningerne. Du har også mulighed for at bruge vores håndværkerafdeling til den indvendige vedligeholdelse og boligforbedringer, hvis du ønsker det.

Viceværterne står altid klar til at give en hjælpende hånd. Vi rykker ud til dryppende vandhaner, stoppede afløb eller tager termotøjet på, når der skal ryddes sne. Vi har ansatte til trappe- og gulvvask i fællesarealer.